Den lange Rejse

  • -

Den lange Rejse

lilleSammen kan vi gøre noget

For to år siden blev Mohammad tvunget til at efterlade sin kone og tre små børn i Syrien.  De har været umådeligt heldige ikke at blive fundet af regimets militser og ikke at blive udslettet i krigen. Alternativet til deres skjul var at hele familien skulle tage den farlige tur i gummibåd over havet til Grækenland.

Mohammad tog afsted i sommeren 2014 og efter en meget lang gåtur igennem det meste af Europa, endte han efter et års tid  i Danmark. Mohammad er både krigsramt og forfulgt af det syriske regime, og fik rimeligt hurtigt tilkendt asyl. Men derfra er det  gået uendelig langsomt med sagsbehandlingen af Mohammads ansøgning om familiesammenføring af sin kone og sine tre små børn.

#Den-langsommelige-procedure-for-mennesker-i-livsfare.

I december 2015 indgav Mohammad ansøgning om familiesammenføring. I april 2016 gav Udlændingestyrelsen lyd fra sig, og meddelte at oversættelse af mohammads vielsesattest (oversat til dansk af Mohammads bekendt) skulle være oversat af en autoriseret tolk med stempel, og at ventetiden på sagsbehandling i øvrigt nu startede forfra i og med at ansøgningen så ikke havde været fyldestgørende.

Det er nemlig, hvad der sker. Ansøgningsskemaerne er et helvede at udfylde, der sker let småfejl. Mohammad havde haft en dansker til at hjælpe sig, og alligevel var der altså fejl. – Og for hver fejl bliver ansøgningen banket tilbage til start og skal ligge 7 mdr. igen. – Og så finder styrelsen måske en ny fejl og så fremdeles.

I juni 2016 gik jeg (Mona) fra Mit Asyl ind i familiesammenføringssagen. Jeg startede med at rette henvendelse til Udlændingestyrelsen, der ikke svarede, og derpå med at klage til Ombudsmanden over den langsommelige sagsbehandling og manglende svar på henvendelser. Ombudsmanden indstillede til Udlændingestyrelsen at svare og give en tidsramme, og til mig at klage til ministeriet som første klageinstans.

Djævlen ligger begravet i et Kafkask system

Ombudsmandens indstilling til udlændingestyrelsen foranledigede dem til at svare mig, men ikke til at få i gang med sagsbehandlingen. Efter endnu lidt skriveri frem og tilbage meddelte Udlændingestyrelsen, at de nu mente sagen oplyst, men nu også betragtede den som kompliceret, og at komplicerede sager har ekstra lang sagsbehandlingstid, og at ansøgningen dermed ikke kunne forventes behandlet førend i februar 2017. – Hvorfor sagen nu pludselig blev særligt kompliceret, det meldte styrelsen ikke noget om.

Chancen for at overleve
i en tætpakket gummibåd
på havet
er større end i Syrien

Jo længere tid udlændingestyrelsen er om at behandle en sådan ansøgning, jo større blev risikoen for at Mohammads kone og børn ville blive dræbt i Syrien. – Og det er jo netop af sådanne grunde, at flygtninge er tvunget til at tage den farlige tur over havet og betale menneskesmuglere i et forsøg på at overleve.

Udlændingestyrelsens ”komplicerede” svar foranledigede en ny klage fra mig til Ombudsmanden, med kopi til Udlændingestyrelsen og Ministeriet. I klagen skrev jeg til Ombudsmanden, at det jo altså er en politisk bestemt procedure, hvordan udlændingestyrelsens ansatte skal behandle ansøgninger om familiesammenføringer. Det er ikke en procedure sagsbehandleren på gulvet beslutter.  Sagt med andre ord: Når ombudsmanden kun kan henvise til at klage til ministeriet, er man reelt henvist til at klage til “ræven der vogter på gæssene”. Det er jo hele systemet, det er galt med.

Sagsbehandlingen kom igang

Få dage efter min anden klage til Ombudsmanden, fik Mohammad pludselig tilkendt familiesammenføring i Udlændingestyrelsen og skulle ikke længere vente til februar. – Siden er alt gået stærkt. Mohammads kone og børn blev lykkeligvis smuglet ud af Syrien igennem hans kontakter.

Vi gik et par stykker sammen og på en weekend lykkedes os over facebook fra nogle af de mange hjertevarme mennesker, der også findes i Danmark, at samle 12.000 kr til familiens rejseudgifter til Danmark. Visa og udrejsetilladelse fra Tyrkiet gik tjept og smertefrit igennem, Ambassaden har opført sig eksemplarisk, og i lørdags (12.11) kunne Mohammad og hans kone og børn endelig gense hinanden i kastrup lufthavn efter 2 lange års adskillelse og flugt.

Hvad med alle de andre mohammader og deres koner og børn?

Det endte godt for Mohammad og hans familie. Men hvad med alle de andre Mohammader, der må vente og hvis koner og børn er i stor fare for at blive dræbt. Udlændingestyrelsens langsommelighed er aktiv dødshjælp til truede mennesker, der bør have en chance for at overleve og leve.

Ombudsmanden valgte at afvise at gå ind i min klage over sagsproceduren og de ansvarlige for den. Jeg er ikke i tvivl om, at det er rigtigt, hvad jeg påstår: Det er en kafkask procedure hele systemet, og Ombudsmandens henvisninger til ministeriet som klageinstans holder bare kafka-systemet kørende. – I Tamilsagen mange år tilbage, som netop handlede om unødvendig langsommelig sagsbehandling af tamilers ansøgninger om familiesammenføring, og i ventetiden blev familier slået ihjel, blev ulovligheder og mangel på moral over for de arme mennesker afsløret ved et tilfælde af en hemmelig fax, der kom for dagens lys.

Der sker næppe i denne omgang anno 2016. Siden er offentlighedsloven ændret, så det er umuligt at få aktindsigt og kontrollere, hvad der foregår i ministerier af lunkne aftaler. Vi ser hvordan skiftende regeringer omgås og manipulerer med oplysninger, som de ikke ønsker frem, hvad enten det gælder mangel på en håndsrækning krigsramte truede mennesker, Gylle i Landbruget, nye politiskoler og hvad ved jeg snart. – Og altså også, når det gælder menneskers ret til beskyttelse og til at leve sammen med deres familie.

Er du en af dem, der siger, der er så mange….

Du har ganske ret, der er mange, der har brug for vores hjælp og en “Shindlerliste”. Meget få af de mange, når til Danmark. – Og at der er mange, betyder ikke, at vi ikke skal gøre alt hvad vi kan for at redde menneskeliv. Og jo flere vi er, der står sammen, jo flere mennesker kan vi redde og hjælpe.

Sammen kan vi gøre noget, som vi ikke kan gøre hver for sig.
Vi har gjort det! Og vi gør det også i fremtiden!

Mona Ljungberg
Forkvinde MitAsyl.dk


Mit Asyl